GRØNT FÆLLESAREAL I BRØNDBY
Status: Igangværende
Bara Land har for HOFOR og i samarbejde med Brøndby Kommune og HOFOR udarbejdet et skitseforslag til et overfladeprojekt over spildevandsanlægget på Folemarksvej i Brøndby.
HOFOR’s spildevandsanlæg på Folemarksvej, som aflaster kloaksystemet ved skybrudshændelser, har i 25 år været et åbent bassin, indhegnet og afskærmet fra sit nabolag. Nu udvides kapaciteten af bassinnet og på samme tid genetableres det som et overdækket system. Her har HOFOR øjnet muligheden for at etablere et grønt offentligt areal over anlægget.


Det nye grønne fællesområde strækker sig over, godt og vel 7.000m2.
Der er lagt vægt på, at området skal være grønt, trygt og fleksibelt indrettet, så det kan bruges til mange forskellige formål. Og så skal det være driftsvenligt – både for HOFORs driftsfolk som skal kunne komme ned til det underjordiske spildevandsbassin og for Brøndby Kommune, som skal stå for driften af det grønne område.
Arealet bliver altså en sammensmeltning af grønne flader og teknik, hvor alt fra dæksler, kahytsnedgange og ventilationstårne vil stikke op mellem plantninger af træer, buske, græsser og urter.


Der etableres to driftlette nedslag i området – Banen og Pladsen.
Pladsen på godt 300m2 er tænkt som et sted der kan benyttes til mange forskellige ting – boldspil, petanque, leg eller
mindre arrangementer. Rundt langs pladsens solrige side etableres betonplinte til ophold.
Banen er en lille asfaltbane som strækker sig 80m over små bakker og igennem sving. Banen vil kunne bruges som et pumptrack,
hvor man kan stå på løbehjul, rulleskøjter og skateboard, men også tage en tur på sin cykel.