VISIONSPLAN VICTORIAGADE

Vi har netop afleveret visionsplan for det grønne strøg ved Victoriagade i Odense. Det har været en spændende og udfordrende opgave hvor mange forskelligartede landskabsrum har skulle forbindes for at skabe en tilgængelig og ”oplevelsesrig omvej” igennem det store villaområde, som findes omkring Victoriagade.

Projektet slutter dog ikke. Der skal fortsat arbejdes med planen, som vil udvikle sig yderligere igennem bl.a. input fra borgerinddragelse – og vi glæder os til at kunne hjælpe til med denne proces, i samarbejde med Odense kommune.

Det grønne strøg er i dag skjult og svært tilgængeligt for sit nabolag.

Med de tre hovedkoncepter 1. synliggør, 2. forbind og 3. aktiver skal det grønne strøg i fremtiden kunne benyttes som en rekreativ og oplevelsesrig omvej igennem kvarteret.

Det grønne strøg skal forbindes på tværs af de mange forskellige landskabsrum, igennem forskellige typer stier, som er tilpasset forholdene.

Den nye grønne forbindelse vil være fuldt tilgængelig i hele sin udstrækning og strække sig 680
meter fra nordøst til sydvest. Forbindelsen vil sno sig gennem forskellige landskabsrum, hvor de
eksisterende kvaliteter fremhæves og aktiveres.

Planen

Sydporten er en vigtig del af projektet og her har været fokus på at synliggøre begyndelsen af det grønne strøg. Det er her strøget peger videre mod Odense havn og centrum, og forbipasserende skal føle sig velkomne til at “kigge” ind i de nye parkrum.

Ved den centrale plæne skal der etableres flere landskabsrum, i forskellige størrelser, igennem beplantning. Her vil fortsat være mulighed for større arrangementer på store plæneklippede områder, men der vil også kunne findes mere intime rum, til ophold og afflapning.